| "Der var engang" da skoven omkring Jyderup gik helt ind til kirken, og der var engang hvor Jyderups nuværende kirkeby var den eneste stump by, der eksisterede ad de kanter. Ved kirken og et meget stort gadekær var ryddet tomter, og her kom gårdene til at ligge i en samling, grupperet om kær og kirke. Ved lov af 1781 og 1792 blev det påbudt, at nogle gårde skulle flyttes ud på marken, og jorden skulle fordeles, så hver gårds marker lå samlede på et sted. Til højre for vejen, når man kom fra den retning, hvor nu Stationsbyen ligger, lå engang Skovgården som brændte omkring 1808, hvorefter også den blev "udflyttergård" og kom til at ligge på den plet, hvor dens dage nu er talte, ved vejen mellem Kirkeby og Stationsby.
Just her var det en ideel placering for også at drive kro med "bedested", som det kaldtes, for de mange, der ad landevejen skulle drive kvæg fra Kalundborg til København. Et stykke historie forsvinder Synes man, at julen har ikke meget at gøre med den gamle kro's endeligt, så er det dog julen, der er årsag til, at arbejdet med nedrivningen må vente til ind i det nye år, og slægten, der gennem generationer har kunnet føre gårdens historie tilbage, har stadig "led" for hvem det føles som noget smerteligt at se et stykke historie forsvinde. Traditioner har været holdt højt i hævd på dette sted, og ikke mindst til julen og dens højtid knyttede sig mange minder. Det har navnlig været svært for den sidste beboer, frk. Inger Olsen, at skulle forlade det gamle hjem umiddelbart inden julen og vide, at om kort tid er alle spor slettet af det, der var engang... Den musikalske krovært Sognefoged, gårdejer og kromand, Anders Olsen, blev den 13. marts 1835 gift med enke efter gdr. Ole Andersen. Hustruen, fru Karen var en meget flittig og dygtig kvinde, og ægteparret besluttede at søge om bevilling til at drive kro på gården, ikke mindst på baggrund af, at mange søgt ind for at høre, om de kunne "bede" med kvæget og overnatte i laden. Bevillingen blev givet i 1851, og det blev hovedsagelig fru Karen, der måtte passe kroen, fordi Anders Olsen som sognefoged fik fuldt op at gøre med at holde skik på tyvebander, som på den tid huserede slemt på Jyderup egnen, hvor de kunne gemme sig i skovene. Samtidig var Anders Olsen meget interesseret i musik og kunne spille på flere instrumenter, ligesom han selv skrev sine noder. Denne musikinteresse går igen hos mange efterkommere. Justits I gamle bøger fortælles, at Anders Olsen var meget nidkær og holdt streng justits med, at de, der var pålagt at holde vejstykker i stand, som det dengang blev krævet, skulle have strækningerne særdeles fine. Nidkærheden skaffede ham uvenner, som hævnede sig ved at få ham til at figurere i "Corsaren" - datidens "Blæksprutte" - hvor han ses spille på fløjte, medens over- og underordnede dansede efter fløjten! At han tillige var højagtet og respekteret blev vist ved, at han blev dannebrogsmand og senere fik sølvbæger for "25 års tro og nidkær tjeneste" Studeprangere, bissekræmmere, spillemænd og ofte ejendommelige omvandrende mennesker søgte ind på kroen, men alle vidste, at har skulle man opføre sig pænt, ellers var der hurtig udsmidning, hvilket de karle, der var med til at passe jorden, som hørte til kro og gård, måtte bistå med. Efterhånden tog Anders Olsen mere del i kroens arbejde, også fordi hustruen havde ægteparrets børneflok at sørge for. En af sønnerne, Jens Christian, var engang ved at drukne i Skarridsøen, men blev reddet af forfatteren Anthon Nielsen, der dengang var lærer i Jyderup. Anthon Nielsen hørte til kroens finere klientel, som sad i "den fine krostue" og også kom privat i hjemmet. Anthon Nielsen forærede en del af sine skrifter samt en smuk spillepengeæske, til Anders Olsen. Mange musikkyndige kom ofte som gæster, og disse besøg var Anders Olsens største glæde, og der blev spillet, så det klang ud på vejen. Det hedder herom i en gammel slægtsbog, der nu ejes af Anders Olsen oldebarn, bogtrykker Gudmund Crone, Jyderup, i et afsnit af bogen bl.a.: "Det var så hyggeligt, når der blev spillet i de gamle stuer med de smårudede vinduer, og imens gik Karen og hyggede med kaffe og lyttede til musikken, som også hun holdt meget af" Hotel Skarridsø Kroen blev så velanskrevet, at den i perioder havde mangel på plads til det stigende antal gæster, og Anders Olsen fik da den tanke at bygge hotel overfor stationen, der var blevet anlagt i 1874. På det tidspunkt lå der kun en enkelt gård Søbæksgården (der senere brændte og blev udflyttet). Med fremsyn så Anders Olsen straks, at her lå chancen for udvikling og i 1875 opførte han hotel Skarridsø Hotellet er brændt to gange siden dengang. Anders Olsen boede der aldrig selv, men forpagtede det ud. I 1890 døde Karen og Anders Olsen med kun 12 dages mellemrum, og de havde 5 år forinden fejret guldbryllup Frugttræer fra 1814 Den gamle kro var blevet nedlagt da hotellet blev indviet, og det oprindelige stuehus med krostuer har indtil dato ligget bagved det nyere stuehus, som endnu kort tid ligger ud mod vejen. De gamle længer har hele tiden ligget bagved og såvel bygningerne som den gamle have er der blevet værnet om med pietetsfølelse. I haven, hvor man endnu ikke er begyndt at fælde træer, er der frugttræer som blev plantet i 1814 og som selv i sommeren 1966 har båret megen frugt. Der blev dengang plantet ca. 80 frugttræer, og fru Karen Crone, Jyderup, og frk. Inger Olsen, Jyderup, ved med sikkerhed, at to af træerne er fra 1814 - og er stadig lige frugtbare! Sidste kapitel Inden Anders Olsens død var Skovgården overdraget til en søn, gdr. Ole Olsen. Sidstnævnte døde i 1909, hvorefter gården blev drevet videre af Ole Olsens søn, gdr. Aage Olsen, der for nogle år siden solgte gården til murermester Willy G. Andersen, København. Dette blev "begyndelsen til enden" for den gamle kro, der nu falder for udviklingens vilkår. "Den gamle kro" var foreslået bevaret som museum, og der rejste sig røster for denne eller en anden form for bevarelse, som måske kunne have været gennemført, hvis ikke "Skovvej"s linjeføring netop skulle gå gennem Jyderup ad den rute, hvor bygningerne ligger - en linje som for øvrigt også vil ramme det eneste eksisterende hus ved Rundingen. I forvejen har store udstykninger fundet sted fra Skovgården, og da linjeføringen var endelig fastlagt, var de gamle bygningers skæbne beseglet1 |
| | | |